Vi bør allesammen lytte lidt mere til ‘Sangen om Merværdi’

Det vakte en del furore, da jeg på Folkemødet med en pæn margin genvandt titlen som politisk Danmarksmester i aktiespekulation.

Jeg havde sammen med blandt andre Joachim B. Olsen deltaget i en seks uger lang konkurrence, hvor vi hver især skulle investere en (fiktiv) million på aktiemarkedet og se, hvem der fik det største afkast.

Om furoren skyldtes den almindelige fordom om, at socialister ikke forstår sig på økonomi, eller det kuriøse i at se Enhedslistens finansordfører i rollen som rekord-spekulant ved jeg ikke. Men lidt sjovt var det da.

Aktiespillet gav mig også anledning til nogle mere alvorlige tanker. Tanker om, hvad det er, vi som samfund belønner, og om hvordan investeringer og afkast af kapital kan være med til at skævvride vores samfund både økonomisk og demokratisk.

Ved kåringen blev jeg spurgt af Børsens redaktør, om jeg ikke var fristet af at begynde at stor-spekulere i aktier efter mit fine resultat (et afkast på 170.000 kr af den investerede million).  Svaret var og er nej. Og årsagen er enkel: Jeg synes grundlæggende, at penge er noget, man skal tjene ved ærligt arbejde – hvis man vel og mærke ikke er syg eller af andre årsager ikke kan arbejde.

For mig er der noget helt forkert i, at jeg kan sætte mig ned og bruge 15-20 minutter på at investere en million og så tjene 170.000 kr. Det svarer jo til, hvad en sosu-hjælper, en lagerarbejder eller en butiksansat tjener på mere end et halvt års hårdt arbejde. Og så skal de endda betale en betydelig højere skat af deres hårdt tjente penge, end man skal af det, man tjener uden nogensinde at have sat sin fod i den virksomhed, hvor værdien er skabt.

Det er da nogle mærkelige incitaments-strukturer at acceptere i et samfund, hvor man taler så meget om, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Det er da nogle mærkelige incitaments-strukturer at acceptere i et samfund, hvor man taler så meget om, at det skal kunne betale sig at arbejde

Pelle Dragsted

Desuden er kapitalafkast, som den franske økonom Piketty også har vist, noget af det, der er med til at skabe allermest ulighed i vores samfund. For sagen er jo den, at du skal have kapital at investere, for at få del i et afkast. Og jo mere kapital, du har, desto større kan afkastet blive.

Men du kan jo også tabe penge, du tager jo en risiko, siger mine blå kollegaer ofte til mig. Tja, det er til dels rigtigt.

Men hvis du spreder dine investeringer fornuftigt, så er risikoen lille. Og du vil – i hvert fald over tid – se din formue vokse. Sagen er jo, at værdistigningen i de store børsnoterede virksomheder over tid i høj grad er udtryk for den generelle produktivitets-fremgang i vores samfund, som skyldes tekniske landvindinger og en bedre uddannet befolkning.

Endelig er det i mine øjne et demokratisk problem, at de økonomiske investeringer i vores samfund forvaltes så udemokratisk som i dag. At det i så høj grad er private og ikke demokratiske beslutninger, der afgør, hvad der investeres i.

Leave a Response