Tyrkisk forfatter: »I Tyrkiet kan det være en stor udfordring at være kvinde«
I en af Çiler Ilhans noveller skærer en muslimsk patriark sin datters tunge
ud, fordi hun siger ham imod.
I en anden misbruger fædrene i landsbyen deres døtre:
»Vores fædre, som er blevet trætte af at se på vores mødre med deres slappe
kød og hængebryster efter ti fødsler, får øje på vores små strittende
ungpigebryster. Pludselig bliver vores mødre blinde, vores brødre døve«
(…). Når vi bliver lidt ældre, bliver vi gift ind i andre familier. Men de
opdager, at vi ikke er jomfruer, for det er vi ikke«.
Skrækkeligt ordsprog
Den tyrkiske forfatter kender ikke til den svensk-danske kritikerdebat, efter
at Yahya Hassan i sin digtsamling ‘Yahya Hassan’ (2013) skrev om muslimsk
patriarkalsk vold og dobbeltmoral.
For eksempel mente Athena Farrokhzad, at erfaringer om »patriarkalsk vold i
intimsfæren« ikke skulle udstilles, fordi »det føles umuligt at skildre dem
for et overvejende hvidt publikum«.
LÆS OGSÅJes Stein: Svenskerne er
skræmte over ‘Ghettodigteren’
Har Çiler Ilhan selv gjort sig tanker om, hvor meget man skal skrive?
»Mine tanker er, at det skal siges, og at det skal siges højt og igen og igen.
I Tyrkiet har vi et skrækkeligt ordsprog: ’Når armen er brækket, holder vi
det i familien’, og hver gang jeg ser et barn græde i mit hjemland, tænker
jeg, at det nok har en god grund til det«, siger hun, der var i København
for at tale på cph:interlit om ’Eksil’, som hun i 2011 modtog EU’s
litteraturpris for.
Eksil er mange ting
Man kan være i eksil både fysisk og psykisk, argumenterer de forskellige
noveller for. Man kan være fjernet fra et land, fra en bydel, der skal
kondemneres, eller man kan være fremmedgjort i forhold til sin slægt eller
til sig selv.
Selv kommer hun fra en moderne familie, men er alligevel, som familiens første
forfatter, vokset op i et indre eksil, fortæller hun, inden hun peger ud i
solen, hvor sommerklædte cyklister kører forbi Borgergade.
LÆS OGSÅYahya Hassans digte er
fyldt med ild og nyskabelse
»Siden jeg kom i går, har jeg set kvinder køre på cykel i shorts eller korte
kjoler og ingen kigger efter dem. Det kan ikke lade sig gøre i Tyrkiet. Set
udefra ligner vi et åbent samfund, ikke hele landet, men Istanbul altså. Men
selv i Istanbul føler du hele tiden mændenes blikke. Man kan ikke køre på
cykel i kort kjole, og kvinder kan ikke være klædt feminint; det er farligt,
og det synes jeg er at være i eksil som køn. I Tyrkiet kan det være en stor
udfordring at være kvinde«.
Børn ignoreres
Individet i forhold til gruppen er i det hele taget et emne, der optager
hende.
»I muslimske samfund bliver man ikke opmuntret til at være individer; der er
et ord for det: Ümmet. Det betyder sådan cirka, at du tilhører
det muslimske samfund, at du er del af en gruppe, og at gruppen bestemmer på
dine vegne. Når du tænker sådan, fremstår du ikke som et individ, føler dig
ikke som et individ, og andre ser dig ikke som et individ. Jeg tror, at
nogle lande ansporer til at beholde denne orden, fordi den er lettere at
styre med for både regeringer og patriarker«.
LÆS OGSÅTyrkisk litteratur
eksporthitter
Også børnene i hendes noveller lider under ikke at opfattes som individer. Og
at det er sådan i virkelighedens verden, er hun ikke i tvivl om.
»Vi har dejlige restauranter i Istanbul, men når vi går ud og spiser og har
vores datter med, reagerer alle, som om vi kun er to til stede. Indtil børn
er måske 16-17 år gamle, er de ikke så interessante. Der er ingen som mødre
i visse dele af verden, der kan ignorere deres børn, som kan stå og sige
moar, moar i det uendelige uden af få et svar. For hvis man lytter til
børnene, kan de også blive hørt. Og så siger de måske en dag, at der er
noget, de ikke vil. Og det ville være et oprør. Den slags bliver ikke
opmuntret, og det har, er jeg nødt til at sige, meget at gøre med at være
muslim; du erkender ikke mennesket som et individ. Der er dukker, og der er
dukkeførere. Og det går hele vejen ned i samfundet«.
Forstår de voldelige mænd
Hvad kunne bedre den situation?
»Uddannelse, uddannelse, uddannelse. For det er nemmere at undertrykke nogen,
der ikke ved noget og aldrig har været nogen steder. Det er som i filmen
’The Truman Show’, siger hun og fortæller om sin datters barnepige:
»Hun er en kvinde uden uddannelse, som aldrig har været uden for Istanbul, og
hvis jeg fortalte hende, at alt i USA er lavet af guld, ville hun tro på
det. Det er nemmere at manipulere analfabeter, og jeg tror, det er et valg
som nogle muslimske lande tager for deres befolkninger. Og det er en skam«.
LÆS OGSÅTyrkisk forfatter husker
klart, da far stak af til Danmark
Nu kan man tro, at mænd er de store skurke i ’Eksil’, men hun siger, hun
forstår selv de voldelige mænd.
Mellemøstens monologer
»Vi er et følelsesladet folk. Det er godt. På den anden side er der
situationer, hvor det ikke er godt. Jeg har ingen statistikker, men jeg
læser jo aviser, og jeg har skrevet noveller om de mord på kvinder, der
forekommer. Ved du, hvorfor de bliver skudt? Fordi de har sagt nej. Til et
frieri, eller hvis hun vil skilles. Men det er også så barnligt, at jeg kan
få ondt af manden, for han har ikke lært at kommunikere på anden måde.
Allerede som 2-3-årig erfarede han, at ingen lyttede til ham, og ingen lærte
ham at kapere sine følelser«.
LÆS OGSÅAlle mine sår er af kærlighed,
af kærlighed, kærlighed, kærlighed
Om ’Eksil’ skrev Politikens anmelder, at »monologerne om Mellemøstens mange
konflikter er sympatiske, men også forudsigelige og pædagogiske«. Men måske
står der andet end litterær kvalitet på spil for Çiler Ilhan:
»Jeg blev glad, da en anmelder i Tyrkiet kaldte mig »modig« og for en
»løvinde«. For jeg fik mange vrede reaktioner fra læsere, som syntes, man
ikke må skrive om »brækkede arme«. Dem skal man ifølge ordsproget og
traditionerne holde derhjemme«.