Smørrebrødskongens revolution

En dag stikker Thomas Korsgaards far ham en lussing. Lidt hårdere end normalt.

Faktisk så hård, at 12-årige Thomas Korsgaard næste dag vågner op med et blåt øje. Det er ikke første gang, faderen mister besindelsen, men denne gang er det bare meget synligt.

På vej til skole prøver han at forberede sig på alle de tænkelige scenarier, når folk ser øjet. Er han faldet? Eller måske skal han sige, han er gået ind i en dør? Inden han træder ind på skolen, er han faktisk ret cool. Han er klar, hvad end der sker.

Men der sker ikke noget.

Det er, som om det blå øje er usynligt. Ingen spørger. Alle ved det. Det ved han.

At hans far har et omskifteligt temperament. At familien har haft det svært økonomisk siden finanskrisen, og at hans mor har været deprimeret og nærmest ikke arbejdet, siden hun fødte Thomas Korsgaards døde lillesøster. Nu sidder hun bare og kigger ind i en computerskærm. Spiller yatzy på nettet, mens faderen forsøger at tjene penge til mad og gæld.

Nogle gange har Thomas Korsgaard lyst til at ringe til Børnetelefonen, men samtidig er han bange for kommunen. Og som han siger:

»Jeg kendte jo ikke andet, så det var også i den familie, at jeg var tryg. Jeg ved ikke, om ’tryg’ i virkeligheden er det rigtige ord. Man er bare i det. Og så forholder man sig afventende og ser, hvad der sker«.

I dag er Thomas Korsgaard 21 år, og 2. februar debuterer han med romanen ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’. En fortælling om drengen Tue, der vokser op på en gård i en lille by uden for Skive med en far, der slår, og en mor, der spiller yatzy på nettet og er deprimeret.

Og selv om bogen hverken er en selvbiografi eller en erindringsroman, bygger store dele af bogen på Thomas Korsgaards egne erfaringer fra hans opvækst i Nørre Ørum på det, han selv kalder »verdens længste grusvej«.

Men det historiske forløb i romanen ligger i en rækkefølge, Korsgaard har valgt. Nogle ting har han overdrevet, andre har han underdrevet, og andre igen har han selv fundet på. Tue er ikke Thomas. Og Thomas er ikke Tue. Tue er Thomas’ stuntmand. Ham, han sender ud i ekstreme versioner af sin egen virkelighed eller kaster ud i situationer, der måske aldrig opstod, men som nemt kunne have været virkelighed.

Titlen på bogen har længe været en sætning, der har fyldt Thomas Korsgaard med lige dele håb, skam og spørgsmål. For hvad var der egentlig sket, hvis der var kommet et menneske forbi i hans egen barndom? Hvis nogen havde set, at børnene både blev banket og bankede hinanden? At det var svært at skaffe mad på bordet, og at moderen nok havde brug for hjælp? Måske var familien blevet splittet. Måske var der ikke sket noget. Begge dele var lige forfærdeligt.

Thomas Korsgaard sidder i det lille spisekøkken i en lejlighed i Gellerupparken lidt uden for Aarhus. Iført ungdommens klassiske hornuglebrille, en sort højhalset og et par ternede bukser med pressefolder. Hans hår er strøget bagover, og lige nu sidder han og piller ved sine cigaretter. Kigger ud på regnen, der i øjeblikket forhindrer en gåtur og en smøg. Han bor sammen med to andre og har lovet ikke at ryge indenfor, men dette er det første store interview i forbindelse med hans debutroman, og han er faktisk nervøs, siger han. Måske fordi der vil blive stillet spørgsmål til hans egen opvækst. Men det er en roman, understreger han.

Han virker ikke vred. Ikke ynkelig. Ikke som et forsmået eller undertrykt barn. Han bruger fremmedord som ’suicidal’ og taler om Goffmans faceteori og social kapital, uden at det virker påtaget eller arrogant. På hans skrivebord ligger en stor moderigtig hat, og på dørkarmen ind til hans soveværelse hænger gule Post-its, der skitserer hans næste bog, og et digt, der priser forandring og det at blive kulturelt udfordret.

Han siger selv, at en af de gode ting ved hans opvækst er, at han er blevet rigtig god til at være alene, men ellers tænker han ikke længere så meget over, at han er vokset op i en socialt belastet familie med en landmandsfar, der langsomt knækkede halsen økonomisk og psykisk på sit konventionelle landbrug, og en mor på overførselsindkomst, der selv rullede sine cigaretter. Thomas Korsgaard ryger blå Kings.

»En ting var, at jeg følte, at vores familie var meget forkert i forhold til de andre i min klasse og samfundet generelt. Jeg kan huske engang, vi var til et familiearrangement, da min mor var på overførselsindkomst. En af mine onkler kom ind og gik over og daskede hende på skulderen med spørgsmålet: »Nå, er du snart færdig med at nasse på systemet?«. Der følte jeg virkelig, at vi var forkerte. Det var, som om vi egentlig ikke måtte være der«.

Et stykke tid efter, at det blå øje var helet, var Thomas Korsgaard hjemme at lege hos en fra klassen. Pludselig hev vennens far ham til side og sagde, at han måtte fortælle, hvis hans far slog ham.

»Det gør han ikke, sagde jeg. Og det gjorde han jo heller ikke. Ikke hver dag. Det var ikke rutine, men der ville jeg ikke hjem og lege igen. At stå der og føle sig opdaget gjorde ondt i maven på en måde, jeg slet ikke kan beskrive«, siger han.

Korsgaard forklarer, at har man familietraumer, kan man enten gå til psykolog, drikke sig upassende fuld og udbasunere sine tanker, eller man kan skrive en bog. Han griner lidt kækt, da han remser mulighederne op. Det er dem, alle ville nævne, og det at skrive har altid været det, der fungerede bedst for Thomas Korsgaard.

Omvendt er han kun 21. Er han langt nok væk fra sin barndom til at kunne reflektere over, hvad der egentlig skete?

Knud Romer var jo eksempelvis 46, da han skrev ’Den som blinker er bange for døden’, og Ib Michael var 61, da han skrev ’Blå bror’.

Spørger man ham direkte, anerkender Thomas Korsgaard, at historien om hans opvækst var blevet en anden, hvis han havde ventet med at skrive den. Måske ville han have set anderledes på sine forældre, hvis han selv havde nået at få børn. Måske ville afstand give ham et andet perspektiv. Men siden han var helt lille, har han været underligt bevidst om døden, og derfor passer det ham ikke så godt at vente med at gøre ting.

»Jeg har aldrig haft den der følelse af udødelighed, som andre unge har. Det er meget fjernt for mig. Døden sidder i mig. Lige siden jeg var helt lille, har jeg haft følelsen af, at det her ikke varer ved. Og jeg har nok altid tænkt, at jeg alligevel aldrig bliver 30«.

Han stopper op. Han kan godt høre, hvordan det lyder.

»Det er ikke, fordi jeg har lyst til at dø eller er suicidal på nogen måde. Tingene ændrer sig hele tiden, og man kan aldrig rigtig være sikker på at være her i morgen. Det er med at få det gjort nu. Jeg har en lille drøm om, at jeg en dag siger ja til en lille lejelejlighed i København. Så køber jeg en hund, som alle siger er grim, men som jeg roser. Men lige nu stopper min verden i april, hvor jeg skal ud at læse op fra bogen«, siger han.

Thomas Korsgaard har skrevet på bogen, siden han var 19 år. Ordene kom af sig selv, og han så ingen grund til at stoppe dem. Og han skrev mere end 200 sider, som ikke er med i romanen.

»Det at skrive om min barndom har været en måde at lære den at kende på. Og forstå den. Men det har været grænseoverskridende. Det er på mange måder et beskidt arbejde. For jeg skriver jo ikke kun om mig selv«, siger han.

»Der har altid været noget absurd over min familie. Nogle gange har jeg siddet til familieselskaber og har kunnet mærke, at lige om lidt kommer katastrofen. Lige om lidt eksploderer min far. Så har jeg siddet vildt anspændt, mens min mormors mand bare lystigt tog anden gang af buffeten. Jeg sagde aldrig rigtig noget, men nu synes jeg, at det er min tur til at tale«.

»Det har jeg ret til«.

Og var familieproblemerne ikke nok i sig selv, opdagede Thomas Korsgaard også, at han nok var mere til drenge end piger. Han beskriver sig som »totalt malplaceret«, og det var først, da han besøgte København på en lejrskole i 7. klasse, at det gik op for ham, at det ikke behøvede at være sådan.

»Det var vildt. Jeg følte mig hjemme på en måde, de andre ikke gjorde. Jeg købte en trenchcoat på Fisketorvet til 1.200 kroner. Jeg brugte den  aldrig, da jeg kom hjem. Den og Nørre Ørum passede ikke sammen. Jeg ville bare gerne være sådan en, der gik i trenchcoat«, siger han.

Trenchcoaten er smidt ud i dag. Thomas Korsgaard er i stedet i gang med at tage en lysebrun fløjlsjakke på. Regnen er stoppet, og han vil ud. Brabrand Sø ligger tæt på, og selv om han elsker at bo tættere på byen, savner han nogle gange den stilhed, der var, når han vandrede ud på eventyr. Turen gennem City Vest-centret er ikke helt lige så forladt, som når han udforskede forladte gårde på markerne i nærheden og gjorde sin mor syg af bekymring. Men synet af Brabrand Sø kan næsten skabe associationer til Limfjorden.

Udenfor. Lighteren lyder stille: Klik, klik. Endelig kan han tænde en cigaret.

Som 17-årig tog Thomas Korsgaard fuld af udlængsel til København. Han havde sparet 6.000 op i løbet af 1. g og flyttede ind hos en midaldrende kvinde på Frederiksberg.

Thomas Korsgaard havde altid været interesseret i sprog og at skrive. Da han var helt ung, skrev han små historier til den lokale avis i Skive, og da han flyttede til København, begyndte han i 2. g på Ørestad Gymnasium. De havde fokus på journalistik.

Flere har siden spurgt ham, om han ikke bare flygtede.

»Måske«, siger han. Selv er han dog overbevist om, at det lige så meget var ethvert ungt menneskes frygt for at fryse fast til taburetten. Han var vant til at se sin far komme ind fra stalden sent om aftenen med lort op ad sine overalls. Thomas Korsgaard var helt klar over, hvad han ville ende med, og det krævede, at han kom meget langt væk.

Da han var færdig med gymnasiet, blev han optaget på det nye og formbrydende medie Zetlands talenthold, og her fik han mulighed for at skrive en såkaldt single om realitystjernen Gustav Salinas. Et projekt, hvor han igennem flere måneder var ansat som Gustavs assistent, og hvor han fik lov til at opleve det celebre liv, der særligt i de år var omkring Gustav. Han var fascineret af det absurde og det ekstremt selviscenesættende, og han ville gerne undersøge det.

Selv skriver Thomas Korsgaard i singlen, at han blev draget af det liv, og det hele ender også med, at han står sammen med hele Danmarks realityverden og fester, før han indser, at han er på vej til at blive en af dem i stedet for den journalist, der skulle observere det hele.

Vi er gået tilbage fra søen, gennem City Vest og mod lejligheden. Her er grimt på en charmerende måde, synes Thomas Korsgaard. Det er, som om Aarhus har forsøgt at gøre Gellerupparken så dansk og hyggelig som muligt.

»Nu bygger de også et nyt center. Så bliver det godt. Det er sådan en rigtig dansk tankegang. Det var det samme hjemme i Skive. Der skulle vi pludselig have en Ikea. Det er så frastødende, synes jeg. Byg et center, så sker der noget, men ærlig talt: Der sker jo intet«, siger han, mens vi passerer de store blokfacader i Gellerup, der har malerier med lyshårede børn, der leger.

I dag bor Thomas Korgaards mor i Randers med hans 12-årige bror og 16-årige søster. En bror, der har haft en helt anden opvækst end Thomas. Faderen arbejder stadig på gården. Familien er splittet, men stabil. Og en bog kan ifølge Thomas Korsgaard ikke ødelægge noget, der ikke allerede er ødelagt.

Alligevel er han spændt på, hvordan den bliver modtaget. Også selv om han ikke ved, hvad det egentlig kommer til at betyde for hans egne oplevelser.

»Jeg tror, at forskellen på børn og voksne er, at de voksne ved, at der er en konsekvens af alle handlinger i livet. Måske er jeg stadig bare et barn og kommer aldrig længere. Hverken i skriften eller livet. Men det føles vigtigt og rigtigt«, siger han.

»Nu sker der noget«.

Thomas Korsgaard har ikke skrevet bogen for at få sympati. Han siger også, at han ikke har behov for at være kendt. Politisk er det heller ikke. Men hvad er det så?

»Det er klart, at der er en vrede, men mit håb er først og fremmest, at nogen kan genkende sig selv«, siger han.

»Man er ikke alene, selv om det føles sådan«.

Leave a Response