Dansk livs-og sund levevis

Om Sue ved vi følgende: Hun var omkring 30 år gammel og ankommet til den caribiske ø Sankt Croix fra sit fjerne hjemland Ibo ved Nigerfloden, et område, der ligger i nutidens Nigeria.

Hun havde overlevet den flere måneder lange rejse over bølgerne, der bragte slavegjorte mennesker fra det afrikanske kontinent til den danske koloni, man havde navngivet Dansk Vestindien. Stuvet sammen i lasten blev kvinder, mænd og børn fragtet over Atlanterhavet som de varer, de blev betragtet som.

De, der overlevede sejladsen, endte som slaver på sukkerplantagerne.

Deres frihed blev taget fra dem, så europæerne kunne få sukker i teen, og så danske rigmænd kunne bygge de palæer i gaderne omkring Amalienborg, der stadig knejser med prangende vinduespartier en tåget dag i december flere hundrede år efter.

Vi ved også om Sue, at hendes hud havde en gul tone. Vi ved, at hun ikke talte særlig godt engelsk. Og så ved vi dette:

»Hun tog sit barn med sig«.

For sådan står der i en annonce i avisen The Royal Danish American Gazette fra lørdag 6. oktober 1770. Annoncen har overskriften ’Runaway’, bortløben, og den handler om Sue:

»Bortløben: En negertøs, fra Ibo-landet, kaldet Sue, med en gul hud, omkring 30 år gammel, og taler dårligt engelsk. Hun tog sit barn med sig. De tilhørte tidligere arvingerne efter Peter Wilcox. Den, der bringer den omtalte negertøs og hendes barn til deres herre i Bass-End, eller som sender dem til fortet i Christiansted eller Frederiksted, skal modtage otte stykker sølvdollar i belønning. Patrick Kermott«.

På et kontor i Det Kongelige Bibliotek i København ligger en bunke gamle arkivmapper. De rummer flere hundrede år gamle udgaver af The Royal Danish American Gazette og Sankt Thomas Tidende, der udkom i den tidligere danske koloni Dansk Vestindien. Når man bladrer i de tynde avissider, dukker annoncer som den om Sue op alle vegne.

Runaway. Emmy. Betty. Jimmy, står der.

Peter. Hazard. Rose.

Christinna. Will. Maria. Aaron.

Dengang var annoncerne en praktisk foranstaltning, der skulle sikre, at den danske slaveejer fik sin investering igen. I dag vidner annonce efter annonce om mennesker, der tog deres skæbne i egen hånd. Mennesker, der udøvede slavesamfundets mest almindelige form for oprør:

De løb bort.

De gamle aviser er for nylig blevet digitaliseret af Statsbiblioteket i Aarhus, så alle kan søge i dem på nettet, og her sprang annoncerne forskningsbibliotekar Sarah Giersing i øjnene. Hun er ved at planlægge en stor udstilling om Dansk Vestindien, der skal vises i Den Sorte Diamant fra april. Næste år er det 100 år siden, Danmark frasolgte de tre øer i Caribien til USA.

»Jeg sad en aften derhjemme og studerede de gamle aviser, men da jeg havde siddet og læst de her annoncer i nogle timer, havde jeg nærmest kvalme«, siger hun.

Annoncerne vidner om, hvor hårdt livet som slave var. En af dem beskriver, hvor på kroppen den bortløbne slave havde ar efter pisken. Andre beretter om sår, om manglende lemmer, om hævede ben eller beskriver, hvordan den bortløbne slave havde kæder bundet om kroppen, da hun forsvandt. Alt sammen information, der skulle gøre det muligt at identificere den bortløbne.

Der findes ikke mange billeder af slaver fra den tidligere danske koloni. De optræder som statister på de kobberstik, der skal skildre fremstillingen af sukker – som en slags tandhjul af kød og blod i produktionsmaskineriet – eller som eksotiske detaljer i landskabsmalerierne.

Men de blev ikke portrætteret som individer, siger Giersing. Slaverne blev hverken betragtet eller skildret som mennesker.

»Men i annoncerne har slaveejeren været nødt til at beskrive det enkelte menneske, der var løbet bort. Og jeg tror, det er det, der påvirker så stærkt ved de her annoncer. Sammenstødet mellem den korte tekst, der efterlyser en ejendel, og så det menneske, der træder frem«.

»Han har jo prøvet at finde sin mor eller far. Eller bare nogen, han kender«, siger Sarah Giersing om den 10-11-årige dreng, mens hun står bøjet over den gamle annonce.

Ud for annoncens tekst er der et lille ikon, der forestiller en sort skikkelse i løb. Skikkelsen har lændeklæde på og en stav i hånden. Det lille symbol, der ledsager mange af annoncerne for de bortløbne slaver, er købt der, hvor man også bestilte bogstaver og tegn til tryk af avisen. Andre annoncer i avisen har ikoner, der forestiller skibe, heste og huse, for slaver var en kategori på linje med anden form for ejendom.

Annoncerne, der efterlyste slaver, fandtes i alle de lande og alle de kolonier, hvor der var slaveri. Det fortæller Louise Sebro.

Hun er projektseniorforsker ved Nationalmuseet og historiker med speciale i afrikansk kultur og identitet i Vestindien.

»Slaverne løb jo væk, selvfølgelig gjorde de det. Og så snart der kom aviser i de her plantagesamfund, kom annoncerne til«, siger hun.

Især i USA er der blevet forsket i annoncerne, blandt andet har historikere brugt dem til at kaste lys over, hvor i Afrika slaverne kom fra. I Danmark har ingen historiker gennemgået annoncerne systematisk.

»Vi håber jo, at der kunne sidde en specialestuderende derude, som fik lyst til at kaste sig over det her materiale, nu hvor det er blevet så let tilgængeligt«, siger Sarah Giersing.

De historiske kilder fortæller om slaver, der har søgt deres frihed, hele vejen fra kolonisamfundets spæde begyndelse i Dansk Vestindien i slutningen af 1600-tallet, og til slaveriet ophørte på øerne i 1848.

Slaverne accepterede ikke deres skæbne, de ville et andet liv. Som embedsmanden Engebret Hesselberg, der var sat til at undersøge et slaveoprør på Sankt Croix, noterede sig i 1759:

»Længslen efter frihed er en uadskillelig del af den menneskelige natur«.

Også missionæren Oldendorp, der var i Dansk Vestindien i 1767 til 1768, havde øje for slavernes frihedstrang.

»Det er ekstremt svært«, skrev han, »at overbevise de hedenske negre om, at den ret, som deres herre har over dem, er velbegrundet. De følger kun deres egne ukuelige, naturlige drifter og mener, at alle givne midler til at opnå frihed er retfærdige«.

Begge er citeret i bogen ’Slave Society in the Danish West Indies’ af Neville A.T. Hall. Her kan man også læse, at den datidige danske pædagog Hans West i 1789 opgjorde, at der var 1.340 slaver på fri fod i Dansk Vestindien af et samlet antal slaver på 22.448. Det svarede til 5,9 procent. Andre kilder taler dog om lavere tal, skriver Hall.

Der var slaver, der forsøgte at flygte fra deres ejer ved at gemme sig på øen eller ved at sejle bort. Og så var der slaver, der stak af fra deres ejer og var væk i dage, uger, måneder. Måske for at besøge familie, siger Louise Sebro.

»Når et menneske blev gjort til slave i Afrika og tvunget til Vestindien, mistede det menneske alt. Sin familie, sin slægt, sit hjem. Hvis en slave så blev forelsket i en slave på en anden plantage, var trangen til at være sammen selvfølgelig enormt stor«.

I koloniens tidlige år var urskoven de bortløbne slavers fristed og mulighed. Her kunne de gemme sig og bygge kanoer af træet i skoven. Der var også slaver, der gemte sig i klipperne ved kysten, hvor de boede i utilgængelige grotter, som ikke kunne bestiges fra vandsiden. Kilder rapporterer, at flygtningene her var nøgne og levede af fisk, frugt, skildpadder eller stjålen proviant.

Annoncerne var ikke den eneste vej til at forsøge at få slaverne tilbage. Ejerne organiserede deciderede slavejagter, hvor op mod 20 mand blev sendt ind i skoven for at lede efter de bortløbne, fortæller Louise Sebro. I samtiden kaldte man de bortløbne slaver for maroner og jagterne derfor for maronjagter.

Jagtselskabet kunne bestå af plantagearbejdere eller soldater, men der kunne også stå frikøbte slaver eller særlig betroede slaver i spidsen.

Afrocaribierne var mennesker med forskellige baggrunde, sprog, kultur og status i samfundet, nogle var født i Afrika, andre var født i Caribien. Nogle var slaver, andre havde fået deres frihed, typisk i et testamente, efter at deres ejer var død. Og som historien om slavejagterne viser, udgjorde afrocaribierne ikke altid et fællesskab, siger Louise Sebro.

»Det har været geværet på skulderen og så ud at lede. Man kan næsten se dem for sig, høre den der raslen i bladene«, siger Louise Sebro.

I 1706 drog beordrede de lokale myndigheder, at alle træer skulle fældes – hvilket gjorde det svært for bortløbne slaver at skjule sig og umuligt at bygge kanoer. Samtidig bekendtgjorde man, at alle, der bragte en slave, der var flygtet til Puerto Rico, tilbage, død eller levende, ville modtage en dusør på halvtreds rigsdaler. Puerto Rico var under spansk herredømme, og her kunne bortløbne slaver fra 1750 få deres frihed, hvis de konverterede til katolicismen.

Efterhånden som meget af urskoven forsvandt, og jorden blev dyrket, udgjorde sukkermarkerne et nyt helle for bortløbne slaver. I seks måneder om året stod sukkerrørene så højt, at en voksen mand kunne gemme sig i dem. En dansk embedsmand beskrev i 1700-tallet ifølge Hall, hvordan slaverne satte pæle i jorden og flettede bladene på sukkerrørene sammen hen over dem, så anstrengelserne udgjorde en slags hytte. Når høsten kom, var det forbi.

»Det siger noget om, hvor forfærdelige forholdene har været på plantagerne, når man vælger at bo ude på marken«, siger Louise Sebro.

Havnebyerne Christiansted og Frederiksted på Sankt Croix og Charlotte Amalie på Sankt Thomas blev de steder, slaver på flugt søgte mod. Dels kunne slaverne forsøge at gemme sig i de frikøbte slavers kvarterer, dels kunne de søge efter skibslejlighed, der kunne bringe dem over alle bjerge. Skipperne i havnene havde ofte problemer med besætninger, der deserterede. Derfor blev bortløbne slaver formentlig ikke afhørt meget grundigt, før de blev hyret, skriver Hall.

På Det Kongelige Bibliotek viser Sarah Giersing, hvordan man søger i de gamle aviser på nettet, mens hun sidder ved sin computer. Hun peger på en side fra Sankt Thomas Tidende, der lyser fra skærmen.

»Prøv at se; her er der en annonce for is på City Hotel, »en stor luksus i et tropisk klima«, står der. Og så lige nedenunder har vi så en annonce for en kvinde, der er løbet væk. De der sammenstød virker helt absurde i dag«.

De gamle aviser bestod typisk af få sider. Der var annoncer for salg af slaver, der var fine engelske rideheste, der skulle sælges, der var salg af skibe, af ejendomme, af tekstiler, og der var annoncer, når teatret for eksempel havde »en tragedie kaldet ’Romeo og Julie’« på plakaten. The Royal Danish American Gazette var på engelsk, som var hovedsprog på øerne, Sankt Thomas Tidende, som kom til lidt senere, var på både dansk og engelsk.

I mange af annoncerne står der, hvilket håndværk den bortløbne slave havde. Om han var fisker, tømrer, frisør eller noget helt fjerde. Nogle talte kun det gamle kontinents sprog, men efterhånden som kreolsamfundet udviklede sig, lærte flere fra den slavegjorte befolkning sig ofte adskillige europæiske sprog foruden det eller de afrikanske sprog, de talte i forvejen.

Når man læser annoncer, hvoraf det fremgår, at slaverne er stukket af i grupper, får man et billede af det fællesskab, der kan have været på plantagerne. Når man læser de mange annoncer, hvor mødre har taget deres børn med sig på flugten, får man en fortælling om desperation og kærlighed.

Teksterne nævner spædbørn, der stadig får bryst, de nævner større børn, drenge og piger, de fortæller om mulatbørn, som kvinderne havde fået med de hvide mænd på øerne, der havde magt over dem.

Det kan ikke have gjort det nemmere at flygte, at man havde børn med sig. Og det var farligt. Gardelins slavereglement fra 1733 fortæller, at hovedmænd for bortløbne eller bortløbende slaver skulle knibes tre gange med gloende jern og derefter hænges.

En slave, der var løbet væk i otte dage, skulle straffes med 150 slag. Hvis slaven havde været væk i 12 uger, skulle han eller hun have skåret et ben af, og havde slaven været væk i et halvt år, skulle det koste ham eller hende livet.

»I nogle tilfælde benådede ejerne dog slaverne, der stod til at miste et ben eller livet. For ejeren havde jo egentlig ikke interesse i at have slaver, der ikke kunne arbejde«, siger Louise Sebro.

De bortløbne slaver, der havde held til at blive ansat på skibe i koloniens havne, kunne enten bruge skibet som skjulested eller forsøge at stikke af, når det var i fremmed havn. I 1833 ophørte slaveriet på de engelske øer i Vestindien, og i årene efter blev især den nærliggende ø Tortola, der var en del af en britisk koloni, naturligt nok mål for de bortløbne.

Da von Scholten i 1848 efter et slaveoprør erklærede slaveriet for ophørt i Dansk Vestindien, var det enden på et sort kapitel i danmarkshistorien. Og enden på annoncerne for bortløbne slaver.

Vi har kun ét skriftligt vidnesbyrd fra en slave, der er flygtet fra Dansk Vestindien, skriver Neville Hall. Han citerer William F. A. Gilbert, der i 1847 fra den amerikanske by Boston skriver et brev til den danske konge og passioneret beder ham om at sætte alle slaver fri.

Brevet begynder sådan her: