De kunne se, at jeg havde mærker fra kvælertag om halsen, rifter i mit underliv og drengenes hud under neglene

Louise Christensen, skuespiller bosiddende i USA, 20 år

»Det var sidste år på Roskilde Festival, og jeg var 19 år. I dag er det præcis et år siden«.

»Jeg var på festival med nogle af mine bedste venner. Vi boede tilfældigvis i telt over for de her drenge. Jeg kendte dem ikke. De havde siddet uden for vores telt og spillet ølbowling, og de havde fløjtet efter mig og mine veninder og været rigtig umodne. De var kun 17-18 år gamle«.

»Jeg kan huske, jeg blev meget fuld den eftermiddag. Vi havde planlagt, vi skulle af sted til en koncert, så vi havde opvarmet nede i vores camp. På et tidspunkt henvendte de her drenge sig til os. Det var sådan noget med, at de ville med os til den her koncert. Og om jeg ikke ville have en øl sammen med dem. Det kunne jeg ikke, sagde jeg, fordi jeg skulle videre med min venner. Så kom nogle af mine andre venner hen, og vi snakkede alle sammen. Det var virkelig essensen af Roskilde Festival. Alle skulle af sted til koncert, det vrimlede med mennesker«.

»Det næste, jeg husker, er, at jeg vågnede op i et telt. Jeg var kold og varm på samme tid. Jeg kunne slet ikke mærke min krop, og alligevel kunne jeg. Det føltes, som om jeg var under vand. Alt var sløret og min vejrtrækning ukontrollerbar. Der var noget, der blev kørt hen over mit ansigt. Samtidig var der en nærmest ubeskrivelig smerte i mit underliv«.

»Sshyy, sshyy, du skal holde din kæft«, fnøs en tredje dreng, der holdt mig nede med et hårdt tag om mine arme

»Det gik op for mig, at det var en penis, der strejfede mine kinder og forsøgte at komme ind i min mund. Og at smerten fra mit underliv stammede fra den dreng, der lå oven på mig. Rent instinktivt strittede jeg imod. Men forgæves. Mine arme og ben føltes som gelé«.

»»Nej, nej, nej, nej«, sagde jeg grædende«.

»Sshyy, sshyy, du skal holde din kæft«, fnøs en tredje dreng, der holdt mig nede med et hårdt tag om mine arme«.

»Jeg kunne ikke holde op med at skrige. Det resulterede i, at han stak hånden i min mund og truede mig«.

»Teltet stod halvt åbent, og jeg kan huske, at teltdugen blafrede. Udenfor stod flere drenge. Grinende kom de med kække kommentarer og stak skiftevis hovedet ind«.

»Jeg kunne høre musikken og folk gå forbi udenfor. Jeg skreg igen. En af drengene slog mig i ansigtet og sagde, jeg skulle holde min kæft. Jeg prøvede at rejse mit hoved, men jeg blev revet i håret. De behandlede mig nærmest som en dukke. De førte mine hænder ned mod deres skridt. De bed mig og rev totter af mit hår«.

»Det tog noget tid, inden det gik op for mig, jeg var i et telt på Roskilde. Det føltes som et fjernt mareridt. På et tidspunkt lukkede jeg øjnene og forsøgte at tænke på alt andet end det, de gjorde ved mig«.

»Det var ret tydeligt, at en af dem havde mere magt end de andre. På et tidspunkt tog han kvælertag. Og da virkede det, som om det gik op for drengene udenfor, at det var ved at gå helt galt. De panikkede på en måde«.

Blødende, hulkende og halvnøgen kiggede jeg forvirret rundt. Selv om jeg var lige ved siden af min lejr, virkede alt ukendt

»»Hvad fanden laver du? Du slår hende sgu da ihjel. Det er nok nu«, sagde de«.

»Så stoppede de og forlod teltet. Jeg fik sat mig op, men så kom én af dem tilbage og fortalte mig, at jeg skulle blive liggende. Han forsøgte at kysse mig, og først der fik jeg en form for styrke. Jeg kunne pludselig mærke mine arme og ben igen. Jeg vendte kinden til, og han kaldte mig luder. Så gik han«.

»Forvirret fumlede jeg efter mit tøj, men kunne kun finde min sweater. Jeg trak den over hovedet og snublede ud af teltet. Blødende, hulkende og halvnøgen kiggede jeg forvirret rundt. Selv om jeg var lige ved siden af min lejr, virkede alt ukendt. Så jeg begyndte at løbe. Så gå. Så løbe. På trods af de mange mennesker, der vrimlede omkring mig, var der ikke én eneste, som forsøgte at hjælpe mig«.

»Jeg løb op mod Kvickly, og så hen mod Spejder Sport, hvor mine brødre var frivillige. Ingen af dem var der, men alligevel kravlede jeg over disken og brød sammen på gulvet. De, der havde vagten, fik fat på samaritterne og politiet«.

»Jeg sagde ikke noget i en halv time. Jeg sad bare og hulkede og var så chokeret. Jeg var bange for at sige noget. Jeg var bange for, at det var min skyld. Jeg var bange for at sige noget, der ikke var rigtigt. Da mine brødre endelig kom, måtte de ikke røre mig. De kunne ikke give mig et kram, fordi jeg var et levende bevismateriale. Det var rigtig hårdt, og jeg følte mig så alene. Politiet spurgte som noget af det første, hvad jeg havde haft på. Det spørgsmål glemmer jeg aldrig. Det var så chokerende«.

Jeg var iført en heldragt for at sikre beviser og kom gående med to betjente. Det føltes, som om det var mig, der var forbryderen

»De fik fat i mine venner og spurgte dem, hvad der var sket. De var selv ret fulde. Men en af mine veninder kunne bekræfte, at der var nogle drenge, der havde været meget interesserede i mig. Hun insisterede på, at de her drenge skulle undersøges. Politiet endte med at gå derhen sammen med hende. Ved teltet sagde politiet højt, at de vidste, at mit undertøj lå i et af teltene, og at de ville endevende alle teltene, hvis ikke nogen fortalte, hvor det var. Det endte med, at en af drengene stod frem og sagde, at han havde haft sex med mig. Han blev varetægtsfængslet«.

»For mig begyndte en meget lang nat. Politiet kørte mig til Rigshospitalets Center for Voldtægt for at få taget billeder og blive undersøgt. Det var enormt grænseoverskridende. Vi skulle gå gennem hovedindgangen. Jeg var iført en heldragt for at sikre beviser og kom gående med to betjente. Det føltes, som om det var mig, der var forbryderen. Alle mine ting blev konfiskeret som bevismateriale. Jeg følte mig meget magtesløs og alene. Mine brødre måtte ikke komme med mig«.

»På intet tidspunkt i de mange timer var der nogen, der sagde, at det ikke var min skyld. Det var rigtig skræmmende, for det var den følelse, jeg havde med den måde, jeg blev behandlet på. Det var nødvendigt, at de tog prøverne og stillede mig spørgsmål, men jeg manglede noget omsorg«.

»På hospitalet stod jeg nøgen på et hvidt lagen, mens de tog billeder af mine skrammer, blå mærker og af hovedbunden, hvor mit hår var blevet revet ud. De undersøgte mit underliv og dokumenterede alle rifterne. Ud fra prøverne konstaterede de, at der var tale om sæd fra i hvert fald to drenge. De testede af uvisse grunde ikke, om jeg var blevet bedøvet af stoffer. På det tidspunkt græd jeg ikke. Jeg havde ingen følelser der. Jeg sad bare«.

De påstod, det var noget, jeg gerne selv ville. Hvilket bare gjorde det endnu sværere. Det fik mig igen til at føle, at det nok var min skyld.

»Da jeg endelig kom hjem, tog jeg et bad, der varede en time. Jeg fik kun sovet en time eller halvanden, inden min mor og jeg kørte til Roskilde politistation, hvor de startede en afhøring igen, og jeg skulle udpege dem på billeder. Det var som at være med i en film. Jeg kan huske, at jeg havde alle mulige irrationelle tanker. Åh nej, nu går jeg glip af den her koncert. Ting, jeg ikke burde bekymre mig om. Når jeg tænker tilbage, er det jo helt skørt. Men det var for at flygte væk fra det, som var så fuldstændig forfærdeligt«.

»Jeg havde heldigvis fået en meget dygtig advokat med speciale i voldtægter. Hun insisterede på, at jeg ikke bare skulle afhøres én gang, men at jeg skulle afhøres igen efter at have læst drengenes forklaringer«.

»Det var næsten noget af det mest skræmmende. At læse, hvad de påstod, der var sket. Deres forklaringer var meget anderledes end min. De påstod, det var noget, jeg gerne selv ville. Hvilket bare gjorde det endnu sværere. Det fik mig igen til at føle, at det nok var min skyld. Men de kunne jo se, at jeg havde fået hår revet ud af mit hoved. At jeg blødte. At jeg havde mærker fra  kvælertag om halsen og rifter i mit underliv, og drengenes hud under neglene. Det er jo ikke naturligt, hvis man har haft frivilligt samleje. Drengenes forklaring var, at jeg kunne lide det lidt hårdt. At jeg selv havde bedt om det«.

Leave a Response