Claus Meyer: »Bruger jeg pengene på dyre vine og en speedbåd, har jeg løjet for verden«

Prøv at se«, udbryder Claus Meyer.

Han stopper op og lunter tilbage ad stien i Rågegården, der er tæt bevokset og
fugtig som en regnskov. Det har lige regnet tungt, og skovbunden sjapper om
hans hvide kondisko. Claus Meyer sætter sig på hug og griber om en buket
lysegrønt. »Mmm, de er lækre«, siger han om den spændstige skovsyre og
rækker en smagsprøve.

Vi er med madiværksætter Claus Meyer på tur i naturområdet i Rågeleje nord for
København, hvor romantikeren har sommerhus. Ham, der sejler ud i en lille
jolle, sætter net og fanger små krabber til aftensuppen i sit sorte
træsommerhus. Ham, der samler en dåse op på vej hjem, fordi den flyder på
vejen.

Jeg har svært ved at se for mig, at man vil skrive vores navne på nogle
dubiøse produkter, der er købt bag ryggen på os om natten i Polen

Claus Meyer

Det er også ham, der i bilen på vej op nordkysten af Sjælland nærmest
ustoppeligt og med ivrige fagter taler om sine sociale projekter på Lolland
og det nyeste med udsatte i Brownsville i New York-bydelen Brooklyn. Et
projekt, han efter sommerferien flytter helt tæt på, når familien Meyer
rykker over Atlanten for at brede virksomheden ud på det amerikanske
kontinent. I New York skal han desuden åbne en restaurant og såkaldt food
hall på Grand Central Terminal. Måske kommer der også et mikroskopisk bageri
i Brooklyn.

NYHEDKøbenhavnske madkonger skovler penge ind

Turen til USA er det sidste nye punkt på et flere sider langt cv. Et cv, der
tegner konturerne af meget mere end en romantiker, der kaster penge efter
projekter, som »andre havde droppet for længst«.

Den handelsuddannede madiværksætter har over flere årtier stablet et mindre
imperium af restauranter, bagerier og andre butikker med mad som
omdrejningspunkt på benene. Han har opbygget en succesfuld mellemstor dansk
virksomhed med 696 medarbejdere og en omsætning på 617 millioner sidste år.

Det er den side af manden, som tydeligst står frem, da jeg lytter båndet
igennem efter interviewet. Konstant tikker mails og beskeder ind på Claus
Meyers telefon som små raslelyde på optagelsen.

Kyllinger og brød

Claus Meyer er kort og godt big business. Så big business at han sidste år
kunne slå sig sammen med Jacob Grønlykke fra virksomheden Løgismose og sælge
sit livsværk til en britisk kapitalfond, IK Investment Partners, for et
ukendt trecifret millionbeløb, formentlig over 300 millioner kroner.

Dermed er det også en ny virkelighed, som den energiske Claus Meyer, danskerne
lærte at kendte på DR 1 i 90’erne, står i her ni måneder efter salget. Han
har ikke længere eneret over virksomheden, men skal blive enige med den nye
hovedejer og kompagnonen Jacob Grønlykke fra Løgismose om retningen.

INTERVIEWMash-direktør udfordrer hele verden:
»Vi kan måle os med alle«

Hos Claus Meyer selv er der dog ingen tvivl om, hvor han først vil sætte ind,
hvis det alene stod til ham: kyllinger og brød. Danskerne skal have lettere
adgang til økologisk producerede kyllinger, der smager godt og har haft et
godt liv. Dernæst vil han have mange flere mennesker til at at spise sundere
brød af ordentligt brødkorn, dyrket økologisk af lokale bønder, »hævet
langsomt på surdej og bagt i en stenovn«.

Tempoet og den præcise retning for virksomheden er han dog ikke længere alene
om at sætte.

»Jacob og jeg har ikke noget imod at tjene penge, men det, vi især glæder os
til, er at tage nogle store ideologiske slagsmål, der styrker
mangfoldigheden og løfter skønhedshøjden i de forskellige
fødevarekategorier. Hovedaktionæren synes også, at det er en god plan, men
de vil gerne være helt sikre på, at de har regnet den ud, hvor Jacob og jeg
er vant til at stole på vores mavefornemmelse i forbindelse med nye
investeringer«, siger han.

Det kan vise sig at blive en prøvelse.

Det vigtige er ikke at eje sine værker, det vigtige er at tage de beslutninger
i momentet, hvorigennem man skaber noget.

Claus Meyer

»Jeg er da godt klar over, at der en dag kan komme en kamp om en politisk
dagsorden, hvor virksomheden ikke nødvendigvis ønsker at gå i helt den samme
retning, som jeg og Jacob Grønlykke gør«, siger han.

»Men jeg har svært ved at se for mig, at man vil skrive vores navne på nogle
dubiøse produkter, der er købt bag ryggen på os om natten i Polen«.

Pengene forpligter

Ikke et sekund fortryder han salget, for Meyer var blevet træt af at vågne om
morgenen i villaen på Frederiksberg med ansvaret for mange hundrede ansatte
tyngende på sine skuldre. Selv om han ifølge eget udsagn godt kunne have
fortsat i spidsen som altid, fandt han i samtaler med Jacob Grønlykke fra
Løgismose lysten til at sælge og tage hul på nye projekter.

»Lige så driftsikker jeg er til at starte nye ting, lige så afmægtig er jeg,
når der skal tages beslutninger i virksomheden om gældsætning, store
administrative beslutninger og andet. Jeg har været dygtig til at se
muligheder i landskabet, til at samle hold og starte virksomheder, men jeg
er ikke nødvendigvis den rigtige til at drive virksomheden. Den følelse fik
jeg mere og mere«, siger Claus Meyer og tilføjer glæden ved at have
økonomisk mulighed for at starte nye projekter som en vigtig grund til
salget af virksomhederne.

COFOCOSucceskok går på pengejagt: Nu skal
jyderne spise Cofoco-mad

»Alt imens selve virksomheden har fået et langt stærkere kapitalgrundlag«.

De mange millioner, som salget indbragte, giver ham mulighed for at
eksperimentere med nye projekter. Men det forpligter, erkender Meyer selv.

»For bruger jeg bare pengene på dyre vine og en speedbåd, har jeg jo løjet for
verden, ud over for mig selv. Så længe jeg har kræfterne og kan se meningen
med det, bliver jeg ved«, siger han.

Men hvad med romantikeren, ham, der ikke tænker på penge, men på madkultur
og samvær – gør salget til en stor udenlandsk kapitalfond ikke ondt på ham?

»Nej, for jeg har det egentlig med mine virksomheder, som en kunstner har det
med sine værker. Ikke for at sige, at jeg er erhvervslivets John Kørner. Men
det vigtige er ikke at eje sine værker, det vigtige er at tage de
beslutninger i momentet, hvorigennem man skaber noget, som har betydning for
nogle mennesker«.

BALANCEGANGEksperter: Nye madkoncepter kan blive
stor eksportsucces

»Og så skal man jo huske, at kapitalfonden kun er ejer i en begrænset årrække.
Både Jacobs og min drøm er, at virksomheden efter en børsnotering ejes af
danskerne«, siger han.

Og det er stadig Claus Meyer, som har kasketten på og leder processen, der
afgør, hvad der skal sælges i butikkerne, hvordan det næste brød skal smage
og så videre. Han ejer formelt stadig 20 procent af virksomheden og sidder i
bestyrelsen.

»Det er mennesket Claus Meyer, der er en slags chefredaktør i den sammenhæng«,
siger han: »Lige nu har de faktisk også min sjæl. Jeg står på mål for alt,
hvad der foregår. Det er jeg stolt over. Men det vil være naivt at sige, at
der ikke en dag kan komme en konflikt mellem Claus Meyer og kapitalfonden«.

Tæt på kollaps i 2007

Slag i slag er Meyer-forretningen vokset med nye butikker, koncepter og ikke
mindst en eksploderende kantinedrift de senere år med et overskud på 23,2
millioner i 2014.

Jeg troede, det var en måde at kæmpe for kærligheden på.

Claus Meyer

Langtfra altid har Claus Meyers virksomheder dog strålet som en attraktiv
guldbutik for en international investor. Helt frem til 2007 kørte
virksomheden nærmest katastrofalt, og netop i 2007 var hele korthuset ved at
vælte. Virksomheden havde et underskud på tre millioner, og selv havde
hovedpersonen ingen penge. Men, siger Claus Meyer. »Jeg er en fighter. Jeg
er ikke specielt god i medvind, men jeg er god i modvind. Hvis noget er
svært, ser jeg lys, håb og muligheder«.

Han fik kæmpet sig tilbage, ansat den rette kvinde til at drive Meyer
Kantiner og en administrerende direktør til virksomheden, hvilket han ellers
selv havde været. Det er første gang, Claus Meyer adlyder sin bestyrelse i
en sag, hvor det gør ondt, og virksomheden begynder at forvandle
millionomsætningen til et overskud.

Regnskabet for 2014 fra Meyers virksomheder vidner imidlertid om, at der ikke
hele vejen igennem er tale om en stor overskudsforretning. Mens
kantinedriften leverer et stort overskud, oplevede både Meyers Deli, Bageri,
Madhus, Køkken og Food i 2014, at resultatet gik tilbage.

Og hvad så nu efter fusionen?

Først og fremmest skal de lære af hinanden, Løgismose og Meyer. Det er hele
ideen med fusionen. Vi har været gode til at kommunikere, siger Claus Meyer,
mens Løgismose har været dygtig til at sælge fødevarer til den brede
befolkning – som med pestoer, oste, vine og meget andet i Netto.

Netop det med fødevarer i dagligvarebutikker til den brede befolkning skal
Meyer også kunne, og det er det næste skridt i Danmark, fortæller han.
Derfor har man taget hul på et større samarbejde med Coop.

OUBÆK»Der bliver lavet så meget skidt på
restauranter rundt omkring i provinsen«

»Helt konkret kommer der mange flere fødevarer ud i bred distribution, som
Meyer står bag. Vi er så småt gået i gang med mel og brød, hvor vi har
trænet 400 Kvickly-bagere, så de kan bage brød efter vores opskrifter«,
siger han.

Men hvad er det egentlig for en kode, Meyer har knækket med sine virksomheder,
hvis han selv skal forklare sin succes?

»Vi er lykkedes med at skabe en helt ny interesse for smagen og diversiteten
inden for nogle områder, hvor forbrugerne var lige så uengagerede, som vi
var i forhold til for eksempel hvidt sukker og råolie. Vi har været med til
at forandre danskernes holdning til en række råvarer«, siger han.

Tilbage til begyndelsen

Her på vej ud af Danmark mere end 30 år efter begyndelsen tænker Claus Meyer
tilbage på udgangspunktet for det hele. Da han som 20-årig rejste til
Frankrig.

»Når jeg ligefrem får intet mindre end en slags kald som 20-årig og vil ændre
den danske madkultur, så må det være, fordi jeg oplever i Frankrig, at Guy
og Elizabeth, som jeg boede hos, elskede hinanden og havde nok kærlighed til
mig«, siger Claus Meyer.

Den mad og kærlighed, han mødte i det franske, var af en anden verden end
hjemme på Lolland. En erkendelse, der blev startskuddet til den unge Claus
Meyers ambitioner om at revolutionere den mad, danskerne spiser, fortæller
han.

»Fordi jeg troede, det var en måde at kæmpe for kærligheden på«.

Leave a Response