Dansk livs-og sund levevis

Skuespilleren Ghita Nørby er på vej med sin sidste optræden som teaterskuespiller. 4. april går hun på scenen i Folketeatret for at spille titelrollen i forestillingen ’Sarah’ som den franske skuespiller Sarah Bernhardt. Ved sin side har Ghita Nørby skuespillerkollegaen Preben Kristensen, og parret opfører ’Sarah’ hen over foråret. Forestillingen markerer samtidig Ghita Nørbys 60-års skuespillerjubilæum.

Politiken har mødt jubilaren til en samtale om en række teaterroller, der i særlig grad fik betydning for hende i en helt enestående karriere. Ghita Nørby tager imod i sit bjælkehus i Holte. Ilden buldrer festligt i pejsen; de to mynder vimser nysgerrigt omkring. En veloplagt næsten-jubilar fortæller om sine forestillinger:

»Rollen som Johanne i denne herlige vaudeville af J.C. Hostrup var min debut i 1956. Der kommer jeg fra! Ingen kender den vel i dag, for den er en del af et repertoire, der aldrig bliver spillet mere. Det skal den måske heller ikke. Det var en helt anden tid og et andet gemyt for 60 år siden. Men det var en rigtig klassisk ensembleopsætning med unge og ældre, tykke og tynde, på plakaten. Vi opførte forestillingen på Gamle Scene, og Det Kongelige Kapel spillede til. Jeg husker den fortsat tydeligt, og vi spillede den over flere år«.

»Johanne kommer fra Jylland, og jeg sang med høj, skærende stemme. Først senere lærte jeg at tale ordentligt på scenen. Det var dengang en ganske almindelig lærdom, at man lærte at tale Gamle Scene op, og den teknik kan jeg fortsat«.

»Jeg har tidligere skældt meget ud på Det Kongelige Teater. Det er jeg holdt op med, for jeg fik lov til at opleve så uendelig meget fint og dejligt på netop det teater. Om det var sjovt? Mon ikke! Jeg gik på Det Kongelige Teaters daværende elevskole fra 1954. Man fik statistroller eller små roller undervejs, og ingen forlod dengang elevskolen for at gå ud at spille Romeo eller Julie. Der var masser af humor og selvironi, og vi lo meget på skolen. Vi var hverken selvfede, indbildske eller besværlige, og vi var heller ikke hverken guddommelige eller noget særligt, sådan som man godt kan opleve i unges selvforståelse i dag. Tilværelsen som skuespiller efter elevskolen kunne sagtens være hård, men det foregik alligevel i en mildere toneart end i dag. Danmark var lille, vi var bare os – og det var, længe før globaliseringen ændrede det«.

»Elevskolen var toårig, og man kunne skam godt dumpe. Det gjorde jeg så ikke. Jeg blev ansat på Det Kongelige Teater. Man har nok syntes, at jeg var meget vaudevilleagtig og let at anbringe i forskellige roller. Det gik også fint i nogle år, men da jeg begyndte at dublere statisterne, var det på tide at komme videre. Og da var jeg også begyndt at lave masser af film«.

»Rollen som baggårdstøsen Jo blev mit gennembrud som skuespiller. Men der var nu ingen, der troede på, at jeg kunne forløse den rolle. Det var instruktøren Erling Schroeder, der tog sig af mig, da jeg sagde farvel til Det Kongelige Teater og goddag til Ungdommens Teater (i dag Betty Nansen Teatret, red.). Erling blev gennem årene min mentor og væsentligste instruktør, men vores første møde i denne forestilling blev også en skrap oplevelse for mig«.

»Han syntes, det var spændende at finde ud af, hvad der mon var inde i hovedet på det lille, lattermilde skuespillerfrø. Erling tog ikke med blide hænder på mig – for nu at sige det mildt. Han prøvede mig af, og vi befandt os længe ude på overdrevet. Men han lærte mig at bruge min forstand – hvad det vil sige at tænke sig om som skuespiller. Han fortalte, at selv den mindste lillebitte tanke hos skuespilleren betyder, at man ser personen. Men jeg var usynlig, fastslog han. Han råbte det råt og brutalt ind i hovedet på den unge skuespiller, så jeg i den grad vågnede op og forstod, hvad han mente. Og en dag, da jeg begyndte at græde under en prøve, sagde han: »Nå, så kommer tårerne!«. Han blev ved og ved, men han vækkede også det, der fortsat er i mig, og jeg takker ham fortsat hver eneste dag. Han gik den svære vej med mig, og det er den eneste vej, jeg bryder mig om. Man skal i mit fag blive ved med at søge. Reproduktion af en rolle er døden!«

»Jeg kan selv godt være skrap over for yngre kolleger under prøverne, hvis jeg synes, at noget går skævt. Bagefter har instruktøren bedt mig om at sige undskyld. Det kunne jeg nu ikke drømme om«.

»Det hører med til historien, at Erling også var både kærlig og skæg. Blæselampen forsvandt, og han kunne sige: »Du forstod, hvad jeg ville!««.

»Også Peer Gregaard var en formidabel teaterdirektør. Nogle kaldte ham ’Isenglen’, andre ’Det talende jakkesæt’. Jeg elskede ham. Han var begyndt som scenearbejder på Folketeatret og vidste helt instinktivt, hvad det ville sige at være teaterchef. Han kendte alle lagene på teatret, som er helt uundværlige for hinanden. Og siden var det Gregaard, der gerne ville have mig med tilbage til Det Kongelige Teater, da han var blevet chef der i 1966«.

»Det var jo vidunderligt at få lov til at spille løve – en rolle, jeg selv bad om. Vi havde masser af skæg og ballade på denne forestilling, hvor Jytte Abildstrøm spillede tante Sofie. Og anmelderne skrev om min rolle, at hovedet var til børnene, og kroppen var til fædrene!«

»Jeg skulle være stripteasedanserinde i dette spændende stykke. Strippen foregik på en catwalk ned gennem teatret, og nede i salen sad rejsekongen Simon Spies med sin stok rigtig mange gange. Jeg kastede mine strømper ned i skødet på ham. Jeg havde en stjerne på hver af mine brystvorter, og mit underliv var dækket af en kat med grønne øjne og en rød tunge. Gregaard bad mig fjerne tungen!«

»Svenske Ingmar Bergman skulle instruere Molières forestilling, og det blev en umådelig stor oplevelse. Jeg spillede Celimene, og det blev en af de allerbedste roller i mit skuespillerliv – og en forestilling, vi spillede i flere sæsoner. Det var en fabelagtig tid. Bergman elskede skuespillere, og han fik os til at føle, at vi, der netop var sammen med ham i disse uger under indstuderingen, var det bedste i verden. Vi var ’et foretrukket hold’, og han var præcisionens mester og forstod i den grad at lede en gruppe kunstnere. Der var meget at leve op til. Vi spillede på en scene på scenen og optrådte i utrolig smukke kostumer. Jeg ville også gerne gøre mig så smuk som muligt, og forud for første kostumeprøve havde jeg været i Magasin og købt en særlig sminke. »Hvordan er det, du ser ud – vil du venligst straks fjerne det der!«, sagde Ingmar Bergman, da jeg mødte op«.

»Jeg beholdt forbindelsen med Ingmar i mange år sidenhen«.

»Længe efter var jeg igen med i ’Misantropen’ på Betty Nansen Teatret, hvor jeg spillede Alceste, altså en manderolle. Vi var kun kvinder i opsætningen, som Peter Langdal instruerede. Jeg sagde til min gode ven Bodil Udsen, som også var med i forestillingen, at det ikke ville gå at forløse Molières tanker på denne måde. Men det gjorde det jo!«

»Som skuespiller bringer man al sin viden, erfaring og oplevelser med sig. Det er éns ballast, man har med indenbords, og som det gælder om at bruge. Det er jo ikke ’X Factor’!«

»På Det Kongelige Teater skulle jeg spille hovedrollen i P.O. Enquists ’Til Fædra’, som han havde skrevet til mig. Jeg er altid nysgerrig, når det gælder anmeldelser. Naturligvis er jeg glad for de gode og bliver trist, når de mener, at vi ikke ramte. Det blev en stor fiasko, og de mandlige anmeldere var rasende. »Ghita Nørby tror vist, at hun er erotisk i denne rolle« og lignende, blev der skrevet. Kort efter så jeg Berlingskes anmelder Jens Kistrup på en havnekaj, og jeg greb mig i at tænke, at jeg havde lyst til at skubbe ham i havnen. Jeg beherskede mig dog! Det er jo sådan, at har en rolle betydning for dig – måske holder du endda af den – og får forestillingen lammende anmeldelser, skal man så fortryde sin tolkning? Nej! Absolut ikke. »Tag en lille glad kop kaffe – og så videre«, som Poul Reumert sagde det«.

»Vi spillede også et stykke af Edward Bond. Vi spillede det uendelig længe. Det var forfærdeligt, og publikum blev væk. Men her så jeg min gode kollega Erik Mørk udvise stor disciplin. Han lod sig overhovedet ikke mærke med noget; der var ikke antydning af selvmedlidenhed, og det lærte jeg også rigtig meget af«.

»Jeg holdt 25-års jubilæum i denne soloforestilling om Winnie, der efterhånden sidder i sand til halsen og fastholder sin mærkværdige optimisme. Uden smerter – næsten ingen. Men på Det Kongelige Teater troede man nu ikke på opsætningen, så jeg måtte indstudere den sammen med instruktøren Sam Besekow hver dag efter de normale prøver på et andet stykke. Det var svært at lære teksten, for den består jo i høj grad af normale replikker, vi siger til hinanden. Men det gik jo slet ikke så galt! Jeg foreslog teatret, at det sendte forestillingen på turné til landets skoler. Det var man heller ikke meget for, men dagen efter offentliggørelsen af denne idé druknede teatret i henvendelser«.

»Det blev en mægtig succes. Børnene forstod hvert eneste ord i denne pragtfulde monolog. Jeg sad på en barstol under et stort sækkelærred, og det fungerede helt optimalt. Jeg ville også gerne have spillet ’Glade dage’ i landets fængsler, men det var teatret slet ikke indstillet på«.

»P.O. Enquist skrev dette teaterstykke om et fiktivt møde mellem H.C. Andersen og teaterparret Johanne Luise og Johan Ludvig Heiberg. Jeg skulle overtage rollen som fru Heiberg efter Birgitte Price, som ikke brød sig om rollen. Jeg havde aldrig før prøvet at skulle gå ind i en fuldt færdig forestilling, men jeg lærte rollen i sommerferien og var så klar til at møde mine kolleger Jørgen Reenberg og Erik Mørk, som allerede havde spillet ’regnormene’ en tid. Jeg var ikke enig i Birgittes tolkning i denne opsætning, så jeg lagde mine egne spor, og vi tre lavede flere ting om, så det blev vores treklang, der nu gjaldt«.

»Jeg elskede at være med. Vores samspil var utrolig intenst. Jørgen var fuldstændig enestående som Andersen. Det var et kæmpemæssigt brød, han havde slået op i sin persontegning, og han var så bange for, at han ikke kunne blive ved med at forløse rollen. Men det kunne han, og det var også en forestilling, vi kom til at spille i mange år. Vi fik enorm respons på opsætningen, og det var kolossalt givende«.

»’Fra regnormenes Liv’ er sat op flere gange siden i nye opsætninger. Dem har jeg ikke set. Jeg går normalt ikke i teatret for at se noget, jeg selv har været med i. En enkelt undtagelse var ’Misantropen’ med min gode veninde Tammi Øst. Det brød jeg mig ikke om, men det skal jeg jo heller ikke!«

»Hver eneste aften før vi skulle på scenen, spurgte Frits Helmuth og jeg hinanden, hvad dette stykke egentlig handler om. »Det ved jeg ikke. Skal vi ikke gå ind og spille det?«, var altid svaret. Og det gjorde vi så. Flere hundred gange gange på Stærekassen. Det er et stærkt og et pragtfuldt stykke at spille. Måske verdens bedste. Det udvikler sig hele tiden undervejs«.

»Det er befolket af fantastisk levende mennesker, og man finder hele tiden noget, man ikke vidste. Og da jeg nægter bare at reproducere fra aften til aften, men hver eneste forestilling næsten satte livet på spil, var det en kæmpeoplevelse«.

»Frits og jeg var jo ikke gift med hinanden, vi havde ikke børn sammen, og vi var aldrig kærester. Vi var heller aldrig bange for hinanden, men havde et ligefremt venskab og kunne sige alt til hinanden. Det gav et helt særligt samspil, som vi også fortsatte i bl.a. P.O. Enquists ’Tribadernes nat’«.

»Publikum i Stærekassen kastede op af grin over denne forestilling, men hold kæft, hvor var Jørgen (Reenberg, red.) også sjov. Det var så herligt at høre latteren rulle i dette teaterhus«.

»Vi spillede den i flere år og har jo i det hele taget lavet så uendelig meget sammen, både i gode tider og i svære perioder af vores liv«.

»Jeg beundrer ham enormt, for Jørgen har lært mig så meget. Ikke mindst at se ned i en tekst. Der er han en sand mester!«

»Det er en dansk teaterperle med en eviggyldig problematik. Stykket kan ikke ødelægges. Så skal man i hvert fald være ekstraordinært talentfuld. Jeg er lykkelig for, at jeg kom til at spille ’Indenfor murene’ i flere ombæringer, selv om det sluttede så tragisk på Det Kongelige Teater med min kollega John Hahn-Petersens død«.

»Senere fik jeg mulighed for at spille fru Levin på Folketeatret. Instruktøren, Thomas Bendixen, skabte her en mere tidløs opsætning, og det var en fin måde at behandle stoffet på«.

»For mig betyder holdet, ensemblet, alt. Det er det allerbedste ved mit liv – samarbejdet med kollegerne. Det må man aldrig glemme i vores fag: Man kan ikke arbejde mod det samme mål fra hver sin kant«.

»Det er nok ikke stor dramatik, men det er alligevel mægtigt godt, lidt gammeldags teater, som både indeholder farce, lystspil og tragedie«.

»Sarah Bernhardt er en interessant figur, og jeg elsker at spille sammen med Preben Kristensen«.

»På et eller andet tidspunkt skal det jo stoppe, og det bliver så her. Men Frank Sinatra lavede jo også flere tilbagekomstkoncerter! Men det er hårdt at spille teater, og man mangler jo også både krop og forstand, når man bliver gammel. Film vil jeg dog gerne blive ved med at lave!«

»Undertiden ligger jeg i min seng om natten, om morgenen, eller når jeg skal sove, og tænker på de 60 år, der er forløbet siden min debut. Er det alt sammen mig, spørger jeg mig selv. Og det er det jo. Jeg er ikke sentimentalt anlagt, og der er ikke nogen roller, jeg fortryder at have lagt navn til. Slet ikke! Alderdommen kommer, hvad enten du vil det eller ej. Mit ansigt er mit liv, og min forfængelighed går kun på det sceniske. Det går frem, og det går tilbage i så lang en karriere. Sådan måde det være. Fra Hostrups vaudeville til Sarah Bernhardt. Det blev mit liv i teatret«.