Dansk livs-og sund levevis

Hans hvide T-shirt er en af dem med print: en kattekilling med åbent gab. Simon Duus, den evige showman, synes, at metalstykkerne på missens  tunge ligner pailletter, mens jeg læser hele billedet som en enarmet tyveknægt, hvor det er mønter, der strømmer ud af munden. Det er en kæmpemis, og jeg gætter, at formatet på T-shirten er X-large.

For Simon Duus er høj.

Høje kindben, lange ben, udstrakt torso. Lange skægstubbe.

Og selvfølgelig er han høj. Han er 1 meter og 94. Hvis ikke Simon Duus var høj, ville han slet ikke være bassanger. Hvis han var mindre, ville han måske være tenor, og så er vi ovre i en helt, helt anden boldgade.

»Grundlæggende er det sådan, at jo højere man er, jo dybere er ens stemme«, siger Duus selv, »og det skyldes simpelthen, at stemmelæberne er større. Man sin stemme – det er i hvert fald typisk, og stemmen afhænger jo af mange fysiske ting. Når man kommer ind på Operaakademiet, analyserer de ens kropsbygning og kraniebygning og adamsæblets størrelse for mændenes vedkommende. Stemme og krop er en symbiose«.

Simon Duus, 33, blev udnævnt til solist ved Det Kgl. Teater i løbet af efteråret, så operahuset herude på Holmen, hvor han i sin studietid var rundviser, er hans nye . Og december er en rekordtravl måned for folk som ham. Folket vil ha’ ’Messias’, og alene i år synger Duus baspartiet i fire forskellige produktioner af Händels oratorium, i alt syv koncerter ledet af dirigenter, der ofte anskuer værket forskelligt og kræver vidt forskellige ting af ham.

Når man synger baspartiet i ’Messias’, er man den, der raser over, at nationerne konstant ligger i krig med hinanden i den furiøse arie ’Why do the Nations’, og man er den, der indvarsler dommedag, de sidste basuner og de døde, der står op af deres grave, i ’The Trumpet Shall Sound’. Hver gang noget er virkelig forskrækkeligt og dramatisk i ’Messias’, er det den bredbrystede bas, der har autoriteten til at synge om det.

Der er nu ikke meget dommedagsbasun over den Simon Duus, som jeg sidder over for her i skumringstimen en sen lørdag eftermiddag i december. Vi sidder på et forkontor i Operaen på Holmen, hvor han netop er blevet ansat i solistensemblet, og vi sidder her, fordi Duus ikke har fået sin egen garderobe endnu, men mindst lige så meget, fordi der her er adgang til automatkaffe.

Som vi kigger over på Skuespilhusets massive gyldenbrune, kobberklædte scenetårn på den anden side af havneløbet for enden af Nyhavn, er det, som om vi er ganske langt væk fra alting. Maskinens pulverespressomacchiato er linket til civilisationen, når de nu hverken prøver eller spiller musik herude.

Ikke at Simon Duus behøver noget link til civilisationen. Som operasanger er han vel inkarnationen af kultur og dannelse. De kongelige operasolister, han efterfølger, var højt placeret i det københavnske sociale hierarki, de blev inviteret ind på slottet for at synge for kongehuset. Det blev ganske enkelt ikke fornemmere.

»Men folk, der kender mig, ved godt, at sådan er jeg ikke«, siger han helt simpelt, og jeg får igen øjenkontakt med kattekillingen, der gylper penge op.

»Da jeg begyndte at synge klassisk, kunne teatertrolden i mig godt føle sig lidt låst af, at jeg skulle stå der på et fast punkt på podiet i et jakkesæt og synge en arie, men det er ikke så fremmed for mig længere, og jeg synes godt, at man må «, siger han, mens hans hænder gør netop det, griber ud i luften.

»Ja, gøre det så ærligt som muligt. Finde en personlig resonans for musikken og teksten, uden at det bliver følelsesporno eller demonstrativt«.

Det udemonstrative hænger sammen med stilen. Hvis man synger ’Messias’, er man forpligtet på, at oratoriet er fra 1741, og stilen er barok, forsiret, melodiøs og holdt ud i strakt arm. Følelsespornoen var noget, der kom senere med den romantiske kultur.

»Den klassiske musik har nogle konventioner, man bare må acceptere«.

Når man synger bas og opera, har man, helt tegneserieagtigt forenklet, valget imellem at spille bedstefar, konge og ypperstepræst. Især i 1800-tallet var det de der myndighedspersoner, komponisterne tænkte på, når de skrev roller for den dybeste af mandsstemmerne. Den lidt højere mandsstemme, barytonen, var rivalen og skurken, tenoren den romantiske helt. .

»Jeg kan godt komme til at lide lidt af stemmemisundelse, når jeg synger for eksempel ’Messias’. Sopranen har de der fantastiske koloraturer, tenoren har også noget vidunderlig  musik«.

Som om zombier på den yderste dag ikke slår alt det med flere alen!

Det kan godt være, at det næste hold af kongelige operasangere alle sammen går med T-shirt med katteprint og har de der høje kindben. Men indtil videre er det Simon Duus, der har dem. Det er heller ikke alle operasangere – selv om der er mange af dem – der har en direkte kontakt med populærkulturen.

Da han var dreng i Frederiksværk, var det hverken ypperstepræster eller bedstefædre, han drømte om at give liv til på scenen. Simon Duus lavede alt andet. Hver gang han var i en situation, der kaldte på noget optræden, var han der som missen på T-shirten. Men der går ikke nogen lige linje fra de blå knæ i skolegården til pingvinkostume og musik af Carl Nielsen. Så længe tilbage, han kan huske, har Simon sunget, spillet, danset, det hele. Hele teaterstykker skrev han til sin skoleklasse! Han søgte ind på Det Danske Musicalakademi i Fredericia og på skuespilleruddannelsen, for performe skulle han.

»Jeg havde fuldskæg, da jeg var 15, og jeg var meget, meget høj. Jeg var et barn forklædt som voksen. Jeg havde lige sunget drengesopran i kirkekoret og var selv ret overrasket over, at den stemme, der kom ud af mig, pludselig var så dyb. Den var så dyb, at der slet ikke var noget popmusik eller rock, jeg kunne synge med den«.

»Ja, men Barry White går faktisk ret højt op«.

, halvråber jeg, anfægtet på min tidligste ungdoms mest skamløse soulcrooner. Han må i hvert fald have hørt crooner-daddyen over dem alle, Bing Crosby, give sanglektioner til charmøren Yves Montand i filmen ’Let’s Make Love’ og instruere ham i hele tiden at prøve at komme dybere ned i stemmen: »Det er dernede, pengene ligger!«.

»Tro mig«, insisterer Simon og fanger mit blik. »Det er ikke, fordi jeg ikke prøvede med Barry White!«.

»Og det var jo svært med det klassiske. Vi sang jo allerede ’Messias’ med andre kor, inden min stemme gik i overgang, og jeg spillede klaver, men jeg tænkte, at hvis man ikke var tenor, var man nok ikke rigtig sanger. Vi havde ’Operasangbogen’ derhjemme, og i den var noderne til de store operaarier. Alle tenorarierne var sat ned, så de var lidt blidere for amatører at synge, men bassernes arier var de originale, så dem kunne jeg selvfølgelig ikke synge. De kræver tilvænning«.

Så det stod lidt sløjt til med den klassiske solosang for Simon Duus i de år. Ikke nok med at han følte, at han rent vokalt hverken var fugl eller fisk, han havde også svært ved at forholde sig til arketyperne inden for den stemme, der syntes at være hans naturlige.

»Jeg har altid haft det allerbedst, når jeg kunne få lov at spille lavstatuskarakterer. Det er et lettere for mig at befinde mig i end alle de der myndighedspersoner. Jeg har ikke spillet så mange ypperstepræster endnu, men filosoffer og sjove tjenere er jeg ved at have fået skovlen under efterhånden«.

De sjove tjenere er sådan nogle som Henrik i Carl Nielsens Holberg-opera ’Maskarade’, som er Simons signaturrolle efter flere forskellige opsætninger af operaen. Den ’egentlige’ hovedrolle er rigmandssønnen Leander – sunget af en tenor, selvfølgelig! og med uhindret adgang til den yndige lyriske sopran – og Henrik er hans uhøjtidelige, respektløse, udfordrende tjener, værkets egentlige hovedperson.

Det er her, det bliver lidt teknisk. Simon Duus er ikke -bas. Han er det, man kalder basbaryton. Det vil sige, at hans stemmemæssige register tillader ham at synge visse baspartier, bare ikke de allerdybeste, som synges af en såkaldt Samtidig er stemmen høj nok til, at han kan synge de dybere af barytonrollerne.

»Jeg har noget over min stemme«, siger Simon Duus, da jeg beder ham beskrive den neutralt, som om den var et fremmedlegeme, »en masse overtoner«.

»Har du set ’Jurassic Park’?«, spørger han, mens han fører hænderne op til siden af hovedet som dinosaurvinger og spiller diabolsk med tungen.

»Jeg havde engang en instruktør, som sagde, at det er vigtigt, når man synger udendørs uden elektronisk forstærkning, at man har en ordentlig lokumsstemme. Det er måske ikke så charmerende et udtryk, men det betyder, at man ikke står og fedter med den, stemmen. Og der er kød på min stemme, jeg skal ikke kæmpe for det. Den vil frem i verden. Jeg er misundelig over de der stemmer, der har en helt naturlig ynde, for det har jeg ikke meget af. Jeg har ikke den aller-dybeste stemme, dem man kalder , men den har en meget mørk tone, måske mere som mørkeblåt fløjl end decideret sort …«.

Simon Duus er holdspiller. Det behøver han slet ikke fortælle mig, selv om han gør det. Han favner solistrollen. Der er ingen tvivl om, at han solistrollen, og han har været i rampelyset, nærmest siden han kunne gå ud og gøre Frederiksværk usikker. Men han er holdspiller, den ideelle ingrediens i et ensemble, social og villig til at indordne sin karakter under et overbevisende kunstnerisk hele.

De fleste sangere i Simon Duus’ stemmefag kan man høre, længe inden man får øje på dem. Johan Reuter, den største danske basbaryton i generationen lige op til Simon Duus’, kan man høre på mange meters afstand, og hans malmfulde, voluminøse stemme annoncerer ligesom hans tilsynekomst, før man ser ham.

Simon Duus’ talestemme er ikke spækket med hverken dommedag eller ypperstepræst. Det er en smuk, selvsikker talestemme, men ikke nødvendigvis en bas. En af Simons kolleger har forudsagt, at han måske – lidt længere henne ad karrierevejen – kan vise sig at være en såkaldt kavalerbaryton, den dybe stemmes pendant til tenoren, med en forførende klang med både lys og mørke.

»Det med talestemmen er vigtigt«, siger Simon Duus, »og min er blevet dybere. Jeg har lært som voksen at tilnærme den min sangstemme, og det er faktisk en større invasion, end man skulle tro, sådan at ophæve de vandtætte skotter mellem den professionelle og den private Simon. Men det er godt at være synkroniseret, det er sundt, tror jeg«.

»Jeg veg udenom i lang tid, og min talestemme lå helt heroppe«, Simon gør sin stemme ikke bare lysere, men også tyndere.

»Jeg tror, det har at gøre med min glæde ved at spille de der tjenere, de der lavstatusroller. De skulle ikke tage så meget plads op, og det gjorde min talestemme så heller ikke. På scenen gjorde jeg mig altid umage for at være mindre end ham, der spillede min foresatte. Jeg gjorde mig også fysisk lavere«.

Duus har følt sig ramt, når han læste om mænd i 30’erne, der nægter at blive voksne, og som altid med en klassisk sanger har sådan en erkendelse indflydelse på faget. Han anstrengte sig for at tale dybere, for at runge mere, når han gjorde det.

»Nu føler jeg efterhånden, at jeg taler med pondus, og jeg glemmer stadig en gang imellem, hvor meget kraft der er i min stemme«.

Stemmen er mere end bare et instrument, du pakker ud af en violinkasse og sætter til halsgruben. Stemmen er ikke en forlængelse af sangeren, den sangeren. Hver gang Simon Duus taler om at være ’ærlig’ som sanger, er det det, han mener.

»Det er det, det handler om, ikke mindst for sangere«, siger han igen.

»Skuespillere kan maskere sig med deres stemmer, lyde som nogle andre. Men en sanger har ikke andre muligheder end at synge med sin egen stemme. Hvis man skal bruge sin stemme så meget, som jeg skal, er man nødt til at være forankret i den, man er. Det er også derfor, det er ideelt, hvis man taler i samme register, som man synger i. For kvindelige sangere er det et særligt problem, fordi de skal involvere så meget topstemme. Vi basser og barytoner synger trods alt mere eller mindre der, hvor vi taler«.

Mere eller mindre. Ligegyldigt hvor meget man strækker begreberne, bliver opera aldrig realisme, aldrig som at lytte til forskellige forbipasserende på gaden.

»Det er mere og mere normalt, at den sungne stemme forstærkes elektronisk, og at man mister kontakten med den der klingende stemme. Der er kommet så meget tv-æstetik ind på teatrene blandt skuespillerne, at den deklamerende måde at sige replikker på er ved at forsvinde. Jeg tager ikke stilling til, om det er godt eller dårligt, men jeg synes, det er det, jeg hører. Men som sanger kommer man ikke uden om at deklamere. Vi kan ikke have en realistisk stemmeføring«.

»Min klassiske stemme er blevet min naturlige stemme, og når jeg indimellem skal synge pop for sjov, så er det noget, jeg lægger på. Det er ikke længere synkroniseret med, hvem jeg er«.

Det er lørdag aften i december. I eftermiddag sang Simon om dommedag, om zombier og om basuner i Garnisons Kirke. Som man gør i december, når man er bas. Da vi skilles og siger farvel fra hver sin cykel ved Inderhavnsbroen, skal Simon Duus over og spise i Copenhagen Street Food og videre til fest i Den Grå Hal på Christiania.